003For snart 14 dages tid siden, var jeg på en intro dag i Danmarks Naturfredningsforening for alle nye, der er kommet ind de lokale bestyrelser på Sjælland.

Til frokost sidder jeg ved siden af en kvinde, der lige som jeg ikke har valgt noget kød på tallerknen. Jeg siger til hende “Er du også vegetar?” Hun svarer “Nej! det skrev jeg jo til dig i går”. Jeg kigger meget overrasket på denne fremmede kvinde og ligner nok et spørgsmålstegn et par sekunder og så falder tiøren. Den kvinde jeg sidder ved siden af har dagen før svaret mig på et blogindlæg herinde. Altså, hvor er verden lille og forunderlig nogle gange. Nu kommer vi i god snak om alle mulige ting. Jeg finder ud af at Benedikte har skrevet en sindssyg vigtig bog. Bogen er netop kommet med posten for nogle dage siden. En gave fra en ny bekendt. Hvor er det sjovt og spændende når verden er sådan. Jeg er begyndt på bogen og har allerede lavet flere æselører i den, fordi der er så mange inspirerende ting jeg skal skrive om, når jeg bliver færdig med den.