Viser du medmenneskelighed?

 

Forleden var jeg til noget familie komsammen og en fortalte:” at hun havde da været nysgerrig på, hvordan vedkommende have det, men kunne ikke lide at ringe. Fordi hun viste ikke hvordan, man ville tage det. Måske ville man helst være i fred og det var måske også sådan, at når hun ringede så blev vedkommende mindet om det, som vedkommende var ked af og blev ked af det igen”.

Kender I det?

Det jeg taler om er, når en du kender, det kan være en ven, veninde, familiemedlem eller kollega, er  alvorligt syg eller i sorg.

 I min ene halvdel af min familie er det vist meget almindeligt, at man IKKE gør det. Altså ringer og lige hører, hvordan det nu går i krisetider. Jeg tror det bliver forbundet med at man ikke vil trænge sig på. Det også en måde at respekterer hinanden på.

Jeg ved udmærket, at mange mennesker har det sådan.

Men i mine øjne er det meget mærkeligt, jeg har svært ved at, sætte mig ind i det. Folk der trænger sig på er i mine øjne folk, der kommer rende i tide og utide og ikke har en situationsfornemmelse for, at nu har de været på et maraton besøg i 10 timer, og man har i de sidste 3 timer lignet en hængt kat, måske antydet at man var træt og nu ikke orker  mere.

Det behøver jo ikke at være sådan.

Det virker på mig, som om man er ligeglad med vedkommende, hvis man ikke kontakter dem. Eller, at man kun gider ham/hende når hun er oppe og på beatet, ellers er vedkommende uinteressant.

Et telefonopkald på 10 min eller et lille besøg på en time er da guld værd(set med mine øjne). Man har med tidsrammen vist, at man godt ved, at man lige nu ikke har så meget overskud. Men man har da ved gud også vist, at man betyder noget. At man tager hånd om hinanden. At vedkommende ikke skal føle sig ensom og isoleret. At vi kan lide hinanden. At vi bekymrer os for hinanden og gerne vil hjælpe, hvis hjælp vil modtages. Det sidste er vigtigt at respekterer.

Det fint nok, at lade være med at ringe til en, der er syg/ i sorg, hvis du ved med sikkerhed, at vedkommende ikke vil bryde sig om det. At vedkommende vil tænke “Å nej, det gider jeg ikke at snakke om” eller “jeg ikke typen, der deler mine bekymringer med andre end mig selv og måske lige de alle nærmeste” osv. Så fint nok.

Men hvad med dem, hvor du faktisk ikke ved hvordan de vil reagerer? Det nemmest at lade være ikke?

Jeg ville selv ringe eller sende blomster, en mail eller måske endda et godt gammeldages håndskrevet postkort.

Men jeg er også mig. Ved jeg nogle, der kender, vil sige. Det fordi de ved, at jeg ikke ville kunne lade være. Jeg ville faktisk have en grim smag i munden, hvis jeg lod være.

Men man skal jo selvfølgelig være voksen nok til at få en afvisning, hvis man får sådan en. Det okay, at vedkommende siger, det gider jeg ikke lige at tale om. Så er den jo ikke meget længere. Hvis altså den, der er syg er voksen nok til at sige det, og ikke hopper med på en flinkeskole snak, som han/hun  i virkeligheden syntes er ubehagelig.

Tænk nu, hvis vedkommende begyndte at græde, hørte jeg også i samtalen forleden. Til det vil jeg sige “ja, og hvad så?” og det mener jeg. Gråd er forløsende. Så hvis man altid har det for øje når folk græder, så gråd jo meget nemmere at takle, syntes jeg.

Jeg tænker videre, om det kunne påvirke den der ringede op, at vedkommende begyndte at græde. På en sådan måde, at han/hun kommer i kontakt med en sorg han/hun selv går rundt med. Noget man måske havde fortrængt, noget uforløst. Så man er bange for sine egne følelser. Tænk hvis jeg selv kom til at græde med, så den da helt gal. Nej nej nej, for vi er kun mennesker. Så kan den, der har mest overskud måske begynde at grine lidt af situationen og løfte stemningen. For det morsomme i, at nu sidder i begge og tuder. Det gør jo ikke noget, så blev i begge forløst og I ender nok med begge at sidde og grine lidt af situationen.

Måske har det noget, at gøre med hvad baggrund vi har. Hvis du er født og opvokset i en familie, hvor du har skulle klare dig selv og der aldrig var nogen der kom og hjalp når du havde brug for det, så har du nok vænnet dig til at sådan er det og sådan vil du nok også helst have det.

Jeg skriver ikke dette for, at nogle skal få dårlig samvittighed over deres adfærd og deres måde at reagere på. Mere for at hvis man har lyst til at gøre noget, så gør man det og tager hvad der kommer.