Svalerne ville ikke komme

 “Du har da også været så meget igennem Doreen”, er næsten blevet en standart bemærkning, jeg bliver mødt med for tiden. Hmmm, ja…. men hvad skal jeg gøre ved det?der ikke andet at gøre,  end at trække på skulderen. Jeg gider i hvert fald ikke, at føle mig som et offer. Det folk hentyder til er, at jeg for cirka et år siden, minus en måned måske…….blev syg. Jeg hænger mig ikke i datoen. Jeg husker bare, at det var i forår, da jeg fik at vide, at jeg havde kræft. En månedens tid efter jeg fik den besked, fik jeg at vide, at nu var jeg helbredt. Hvordan kan det nu lade sig gøre, tænker du måske. Det kan det, når det er den form for underlivskræft, som i mit tilfælde kunne fjernes. Det krævende en kikkertundersøgelse i fuld narkose og to operationer. Jeg er meget taknemlig for, at jeg slap for kemo. Men det var noget af en rutsjebane tur, på kun en måned.

Det var den korte historie.

Nogle måneder før det har jeg fået konstateret en diskospulaps i lænden. Men det var ikke noget særligt, sagde den læge. Det krævede ikke en operation, men jeg havde da godt nok nogle overspændte piriformis (muskler i ballerne). Gå du hjem og google piriformis øvelser og lav dem. Det viste sig, at jeg ikke var i stand til at lave de øvelser, da mine ben var helt “ låste”.

Nå, men efter jeg fik fjernet underlivet gik jeg til genoptræning og en af fysioterapeuterne siger en dag: “ Hvordan er det du går Doreen?”. Hvorefter hun undersøger mig og siger: “ Jeg tror du har en klassisk slidt hofte”. Jeg bliver røntgenfotograferet og ganske rigtigt. Jeg troede det var diskospulapsen, der drillede, når jeg haltede og fik ondt. Jeg fik lov, at udsætte hofteoperationen et halvt år, da jeg jo lige var blevet opereret et par gange. I det halve år fik jeg bare mere og mere ondt i hofte og ben, så jeg var ret klar til en hofteoperation for 9 uger siden. Det er gået godt altsammen og jeg er snart færdig med endnu en genoptræning.

Det hele på cirka et år og før det fejlede jeg aldrig noget og har aldrig været indlagt. Altsammen midt i en coronatid, hvor man ikke måtte have besøg på hospitalet.

Jeg blev mindet om alt det her forleden, da jeg så en svale flyve tæt på vores stald. 

Den var på udkik efter et sted, at bygge rede. Jeg har altid elsket svaler omkring gården, om sommeren. Hvert forår har gået og holdt øje med, hvornår de vendte tilbage. 

Der skete bare det sidste år, de kom ikke. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg fik konstateret kræft. Jeg konkluderede  inde i mig selv, at de ikke kunne lide at være her, når jeg var syg og blev ret trist over det. At de kunne mærke, at energien ikke er god og de måske ligefrem følte, at her var væmmeligt at være. 

Men så sker der noget fantastisk, et stykke tid efter, at jeg var blevet raskmeldt. 

Jeg sidder på gårdspladsen med min voksne datter og drikker kaffe og pludselig udbryder hun “ Se mor, svalerne ER da kommet” og ganske rigtigt, nu fløj de ind og ud af stalden. Jeg blev helt rørt i det øjeblik. 

Så det kan godt være, at jeg ikke hænger mig i datoen for, hvornår jeg fik kræft, hvornår jeg blev rask igen. Men jeg vil fryde mig hvert år, når svalerne kommer.

Kortet er tegnet af www.sidsefriis.dk

 

{ 0 comments… add one now }

Leave a Comment

Previous post: