Min lille familie

Dette blogindlæg er nr. 3 ud af 4 blogindlæg, hvor jeg fortæller lidt om mig selv.

1. I barndommens land

2. ungdomtiden 

 

 

 

 

 


Og nu min lille familie, men se først videoen HER

Shamanisme er kort fortalt en række teknikker til at komme i kontakt med den åndelige verden. Man bruger sang, rasle eller monoton tromme lyd til at ændre sin bevisthedstilstand. På den måde “ rejser” man til den åndelige verden, hvor man kan hente healing, råd og vejledning. Shamanisme har eksisteret i alle oprindelige kulturer også her i Norden. 

I shamanisme tror man også på animisme, altså at alt er besjælet. Derfor kan du gennem shamanisme få en dyb forbundethed til naturen.

Det var gennem råd fra åndeverden, at vi afholdt vores datters navngivning i Harreskoven og ritualerne omkring at vi blev gift. Navngivningen er beskrevet i Annette Høst’s bog “ Jorden synger”, som er en god bog, hvis du skulle være interesseret i shamanisme.

Dengang boede vi i Brønshøj og var med i en shamanistiske trommegruppe og en shamanistisk healinggruppe. Det var sammen med dem, at vi ofte var i Harreskoven og hvis vi var indendørs var det på førstesalen i vores hus. På den måde holdt vi liv i de ældgamle teknikker og udviklede os hver især. Det fyldte meget af vores liv, vi tog ofte på messer, optrådte med shamanistisk sang og musik og havde hver især klienter. Jeg var i 10 år kontaktperson for den ene trommegruppe og det gav mig en masse erfaring med af organisere og kommunikere.

Det meste af mit liv har jeg følt mig lidt forkert og ved siden af, men her følte jeg mig hjemme.

Rillestenene, som jeg taler om i videoen kan man læse mere om i bogen” Stjerner, sten og stænger” af skovrider  E. Loumann Jørgensen.

I starten af denne periode i mit liv møder jeg Teddy, som også lavede shamanisme. Han var 15 år ældre end mig, men det har vi aldrig lagt så meget i.

Jeg blev hurtigt og uventet gravid og vi ledte efter et sted at bo. Jeg havde aldrig tænkt på, at skulle bo i hus, men Teddy ville ikke andet. Så vi fandt et hus i Brønshøj og flytter ind.

Der skal gøres en del ved det hus, viser det sig.

Jeg fødte hjemme med et kæmpe fødekar på mange liter vand, da det faldt mig mest naturligt. Min private jordemor, som selvfølglig ikke kan hedde andet end Nina Stork, var tilstede, plus Teddys voksne datter og en veninde. Jeg ville godt være den naturlige mor, men husker den dag, at jeg ville bestille en Stiener hestehårsmadres fra Tyskland til babyen, det var der Teddy satte foden ned. Det minde griner vi tit af. 

Som uddannet pædagog ved jeg, at de første tre år af barnets liv er de vigtigste. Så selvom vi ikke havde mange penge, så gik jeg først på barsel og så forældreorlov i et år. Derefter var jeg almindelig kommunal dagplejer i et par år, hvor min datter var en af de tre børn jeg passede.

Senere fandt vi en dejlig udflytter/ skovbørnehave og en friskole til hende.

Jeg husker, at jeg nogle gange syntes det var svært at være mor. Der var mange kompromiser, og jeg syntes ikke altid af jeg egnede mig til det. Samtidig husker jeg tilbage på denne periode som en rigtig dejlig periode i mit liv.

Vi blev gift da vores datter Aysia er 3 år. 

Vi levede meget miljøbevidst allerede dengang, derfor er det sådan lidt mærkeligt alt det der er oppe i tiden nu, med bæredygtighed, genbrug og miljø. Det har vi været i gang med de sidste 25 år.

Da Aysia kom i børnehave, startede  jeg også selv som pædagog igen i en skovbørnehave.

Vi fik så travlt igen med jobs osv, at vi begynder at spise kød igen. Det viste sig sjovt nok at vores datter var en stor kødspiser, så de næste 10 år spiste jeg kød igen efter at have været vegetar i 12 år. Jeg kan afsløre, at vi blev vegetarer igen og at vores datter ofte spiser vegetarisk nu.

Via mit arbejde (skovbørnehaven) var jeg på kursus og mødte en naturvejleder. Jeg kan mærke, at det vil jeg gerne være. Men det skal vise sig at tage mig 10 år at blive. Endelig er der noget jeg gerne vil være og hvor jeg kan mærke passionen. Jeg søgte ind på uddannelsen, søgte jobs, uddannede mig til naturcenter medarbejder, tog kurser, meldte mig ind i foreningen, kom ind i naturvejleder bestyrelsen, tog på naturvejledere årlige konference og blev vikar på Kongskilde friluftsgård i Sorø. Jeg boede stadig i Brønshøj, men tog gladeligt toget til Sorø på mine fridage, for at være vikar. I den periode fældede jeg mange tårer hver gang der var et naturvejleder job jeg ikke fik. Men min stædighed holdt mig kørende i de 10 år.

Vi havde ingen bil dengang, så næsten alt forgik på cykel. Vi tog også på cykelferie, når det var sommerferie. Overnatninger foregik i telt eller shelters, hvor vi nu kom frem. Min datter siger, at hun husker det, som nogle skønne minder og mener at det har rustet hende til den hun er i dag. Vi har ligefrem fået ros fra hende over at vi har givet hende det med.

Sjovt nok er der ting i livet, der fører en fra et sted i livet til et andet. En af cykelferierne cykler vi rundt i det område vi bor i nu, men mere om det i næste blogindlæg. 

{ 0 comments… add one now }

Leave a Comment

Previous post: