Måske du kender hende?

“ Hallo, hallo kan du hjælpe mig?” råbte en ældre dame, da min mand og jeg gik op af Bakken mod Roskilde domkirke. Vi havde lige parkeret bilen og skulle gå en tur og træne mine ben.

Så sad hun der og råbte inde foran sin hoveddøren til sit hus. Det så ud som om hun sad i en kørestol. Min mand gik ind til hende, det kunne man da ikke bare gå forbi, vi havde hverken travlt eller noget og heldigvis for det. 

Først forstod min mand slet ikke, hvad hun ville. For hun blev ved med, at fortælle, at hendes nødkald kun virkede indenfor. Så vi troede begge, at hun gerne ville ind, men så begyndte hun at rejse sig. Så han sagde “ Er det godt du rejser dig? Kan du godt gå?” Og det var så netop det hun ville. Hun ville godt have hjælp til, at gå en tur op af bakken mod domkirken og ned igen til sit hus.

Det viste sig, at hun var 95 år og gik med rollator. Det var den hun sad på og ikke en kørestol.

Så vi gik en lille tur med hende. Det var da beundringsværdigt, at hun havde siddet der i kulden og ventet på en venlig sjæl, der ville gå en tur med hende. 

Det holder jo en igang ( hun havde brækket bækkenet for tre måneder siden)  sådan noget, med  at få frisk luft og komme ud at røre sig er jo godt. Samtidig fik hun tilfredsstillet sin sociale side, sammen med den der nu ville gå tur med hende.

Lige for tiden overvejede om hun skulle blive boende eller komme på plejehjem, fortalte hun. Hun var helt klar i hovedet. Hun funderede også over, hvor man kunne snakke med nogen om noget åndeligt og døden. Ikke nødvendigvis noget kristent. Vi fortalte, at vi lavede shamanisme og hun var helt med på, hvad det var og havde læst en bog om det. “Om det ikke var det indianerne troede på”, sagde hun. Jo, det var det.

Hun gik meget dårligt og var meget skrøbelig, så den lille tur føltes som en lang tur, men det var hyggeligt nok. Vi følte også, at det ikke var tilfældigt, at vi lige var kommet gående der på det tidspunkt.

Tilsidst fulgte min mand hende ind til hendes ret store hus og sagde, at nu skulle vi videre.

Det morsomme var, at høre hvordan hun hundsede med ham om, hvor han skulle gå på vej op af rampen til hendes hus. Sej Gammel dame.

Til sidst var hun oppe og han sagde farvel. 

Da vi var kommet tre meter væk fra hendes havelåge, hørte vi at hun højt råbte “ Hallo, Hallo kan du hjælpe mig?”. Hun var åbenbart allerede klar til en ny tur, men det måtte blive med en anden……så derfor skriver jeg, måske du kender hende?

{ 0 comments… add one now }

Leave a Comment

Previous post: