Et julekort fra mig med et ønske om en god bagjul og godt nytår.

Jeg vil gerne fortælle jer om en af de ting, der har gjort indtryk på mig i 2019.

Det var en ny dokumentarfilm om Woodstok festivalen i 1969 (2019).

Jeg så den i tv hjemme fra sofaen.  Jeg har før set en masse videoer derfra, især da jeg som teenager, faldt pladask for hippiemusik.

Denne film kom bare på det rette tidspunkt for mig. Kender I det? Når noget kommer lige på det rigtige tidspunkt, i den rette sammenhæng, når man er i den rette stemning osv. 

Dokumentaren hedder “Woodstock-tre dage der forandrede en generation”. Jeg vil prøve, at fortælle lidt om den her og hvorfor den gjorde indtryk.

Woodstock festivalen var den største musik, freds og kunst festival, der var i sin tid. Det var nyt med udendørs musikfestivaler og den musik ungdommen hørte var også meget ny og vild. Roskilde festivalen har sit udspring i woodstok. 

Woodstock festivalen foregik i USA, 160 km udenfor NewYork, på en kæmpe stor mark.

I filmen møder man to forretningsfolk og to hippie/musik folk, de går sammen om at arrangerer festivalen. 

Alt der kan gå galt går galt, planlægningen af festivalen er nærmest en katastrofe og det hele kunne have endt i en katastrofe. Især fordi arrangørerne ikke kan forudse, hvor mange mennesker, der ender med at komme. De havde gættet på 28.000 om dagen, og billeterne bliver revet væk. Det ender med ca. 100.000 betalte billeter. Men i virkeligheden ankommer der 500.000 forventningsfulde unge mennsker. Det er der overhovedet ikke taget hensyn til. Så, der er ikke nok madboder, samaritter og toiletter. 

Festivals arrangøerne er i tidsnød, fordi de måtte droppe, at holde festivalen det første sted de havde udvalgt sig, og så måtte de bruge tid på at finde et nyt sted. I 11. time måtte de vælge imellem, at lave hegnet eller scenen færdig. De vælger scenen. Folk strømmer ind og festivalen bliver gratis for alle. Det resulterer i et kæmpe økonomisk nederlag for arrangørerne. De vælger at sætte musikken og folks sikkerhed over alt andet og vil gennemføre festvalen. 

Folk i landsbyen donere mad, et stort kollektiv i nærheden hjælper med at bevarer ro og orden. De tager sig også af folk, der har taget lidt for mange stoffer og de laver gratis mad af råvarer, der bliver fløjet ind med helekoptere. Folk deler hvad de har.

De tre dage oser af fred, kærlighed og musik. Der er ingen konflikter, folk hjælper hinanden. Ret symbolsk synger Joe Cocker en af dagene, sin berømte sang “With a little help from my friends”. Hør den skønne sang HER

Den ernorme hjælpsomhed var en af de ting der rørte mig i filmen, men mest af alt, var det folks kommentarer. I får nogle her:

En fortæller “at han droppede sit job, fra den ene dag til den anden, for at tage afsted og deltage”

En anden udtaler “Vi ledte efter andre der havde det lige som os, det var det vi havde drømt om og talt om, denne frihed”

“Hvis vi bare kunne tage alt den kærlighed med ud i samfundet, så kunne vi forandre verden” 

“Folk var søde og rare og jeg følte pludselig at jeg havde 500.000 bedste venner”

“At nå frem og stå midt i denne kæmpe menneskemængde var en vild følelse, som at stå i et kæmpe amfiteater”

“Se hvad vi har skabt, vi klarede den, nu sker det”

Folk er i trance af lykke og udtaler “Her har de frihed til at være den de er, uden at føle at nogle dømmer en eller træder på en”

 

De unge var meget påvirket af Vietnamkrigen dengang. Musikken afspejlede sig de i politiske budskaber. For eksempel spiller Jimmi Hendrix sit legendariske fortolkning af den amerikanske nationalsang, der bliver flået fra hinanden med bombe og krigs lyde, altsammen udført på hans guitar. De unge havde indset, at der var blevet trukket en masse ned over deres hoveder. En masse der var forkert og en masse løgne. Festivalen gav dem en følelse af frihed og tro på, at en masse mennesker godt kan være sammen uden, at det fører til sammenstød og konflikter. 

De troede, de på tre dage kunne forandre verden, men verden udenfor var ikke parat og de unge vidste, at det ville være et kulturchok at vende hjem.

Det sidste var nok det der rørte mig allemest.

Det er gået 50 år og måske kan man mene at, vi stadig er det samme sted, der er stadigvæk krig og ufred.

Men jeg vælger, at tro på dokumentarens titel “Tre dage der forandrede en generation”.

De fleste der udtaler sig i filmen siger “det glemmer de aldrig”. Desværre er en del af dem nok gået ned med flaget, fordi verden ikke var parat. Jeg vælger dog at tro på, at nogle blev så forandret, at de har været med til at ændre og påvirke den verden vi lever i. At nogle var med til at starte små samfund op, bofælleskaber, kollektiver, Christiania, øko landsbyer, Roskilde festvalen, Permakultur samfund m.m

Ånden lever videre og nogle bygger videre på ideen om fred og kærlighed, musik og kunst.

Ideen om, at de fleste mennesker bare gerne vil leve i fred og fordragelighed med hinanden.

Vi skal lære at have fokus på de ting, der er blevet til noget, selvom vi kan føler at der er lang vej endnu.

Det er dem der er med til at give HÅB.

Se dokumentaren Her