Så blev det første december, snevejr og den første julekalender på denne min nye blog.

Den omsorgsfulde julekalender, der skal give jer lyst, håb, inspiration, eller et lille spark 🙂

 Anja der har www.spipas.com er den første, af fire personer jeg har stillet nogle  spørgsmål om sundhed, jul, næste år og meget mere. 

Sådan vil der være en ny spændende person hver uge.

 Anja kender jeg fra et netværk, der opstod omkring hjemmesiden ”Kersund familie”. 

 Fra julens start skal vi ikke køre os selv helt op med stress. Det gælder selvfølgelig ikke kun i julen, men generelt.  Læs med og bliv inspireret eller mindet om.

 Anja har nogle meget flotte vinkler på stress, som hun er  ekspert i.       

1. Hej Anja er du stadig kernesund? Og hvorfor? Nej jeg vil ikke kalde mig selv for kernesund det er faktisk mange år siden at jeg holdt op med at leve efter de regler, men de er stadig integreret på en måde sådan at jeg tænker mere over hvilken mad der påvirker mit blodsukker, at sørge for at få protein og helst økologisk mad. Det fungerer ikke for mig at leve et regelsæt, for i mit hoved bliver det hurtigt alt eller intet. Et spørgsmål om sandt eller falsk, og det er ikke særligt rart at have et anstrengt forhold til sin mad, så jeg prøver at huske mig selv på kodeordene Nydelse og Alt med måde. Jeg bryder mig ikke om at dæmonisere fødevaregrupper, f.eks. at sige at sukker er livsfarligt, det får mig ikke til at blive mere sund. Jeg tror det handler om at lære at lytte til sin krop og respektere hvad den siger. Det var noget af det jeg tog med mig fra mine år som hardcore kernesund, og på den vis er jeg vel stadig kernesund. Men mine kernesunde opskrifter blander jeg sammen med alt mulig andet inspiration fra nettet, fra Nigella Lawsons kogebøger, fra slankebøger og alt muligt andet. Resultatet er at jeg spiser mad som jeg kan lide og som jeg ved er god mad.

2. Jeg ved du skriver meget om stress, fordi du selv har oplevet det. Hvorfor er det så vigtigt for dig at skrive om? hvad vil du med det? Det er virkeligt vigtigt for mig at videreformidle min egne erfaringer med stress, samt al den viden jeg har tilegnet mig, for da jeg selv stod midt i et frygteligt kropsligt og mentalt stressnedbrud skulle jeg selv søge den information, og når man er gået ned med stress kan selv det at læse en bog om stress være for svært. Så hopper og danser det hele på siden og mange bøger er skrevet meget tungt og videnskabeligt, hvilket jo er fantastisk så vi kan få viden om stress, men ikke særligt brugbart når man er den der er ramt. Derfor er målet med min blog på www.spipas.comog min e-bog at skrive helt nede på jorden, kort og forståeligt, men uden at holde noget vigtig information tilbage. Jeg vil hjælpe andre til at få det bedre hurtigere end jeg selv gjorde, og min egen erfaring var at det kun var de behandlere jeg gik til som forstod mig. Mine venner og familie kunne ikke altid støtte mig som jeg havde brug for, for jeg kunne ikke forklare hvad der skete med mig og de havde ingen erfaring med det heller. Så mit håb er at man på spipas.com kan finde en slags støtte som man måske mangler fra omgangskredsen.

3. Hvad er din passion? og hvordan udtrykke du den? Min passion er at hjælpe andre mennesker med at få det bedre, det har altid været sådan. Jeg vil frygtelig gerne hjælpe, og jeg mener at jeg kan hjælpe bedst med det som jeg også har prøvet på egen krop og ikke kun læst mig til, så min passion er blevet at hjælpe andre mennesker med stress i deres liv til at få mindre stress og mere livsglæde. Min anden passion er at skrive, formidle og de to ting har jeg så kunne forene ved at blogge og skrive e-bøger. At skrive noveller er også en kæmpestor passion; bare at sidde ved tastaturet og digte historier og flyde ind i en anden verden, dét er vidunderligt!

4. Hvad vil du gerne opnå? Har du et mål? Fagligt vil jeg gerne opnå en bred vifte af færdigheder som gør mig i stand til på en holistisk måde at hjælpe folk med stress. Jeg har nogle forskellige uddannelsesmål som kan hjælpe med det. Privat har jeg altid det mål at blive den bedste udgave af mig selv, at lære mig selv at kende helt ind til kernen, altid at udvikle mig og aldrig at stagnere, heller ikke når jeg er 90 år gammel.

5. Hvad er sundhed for dig? Sundhed for mig er at kunne gøre det man gerne vil, både kropsligt og mentalt. At føle sig hjemme i sin krop og i sin sjæl. Det er mere end bare fravær af sygdom, for min oplevelse er at man godt kan bøvle med noget og så alligevel føle sig generelt sund.

6. Har du et godt råd til andre om sundhed? Ja, lad være med at putte den op på et alter og dyrk den! Dét er usundt!

Jeg kan selv være skyldig i den forseelse en gang imellem og det er bare ikke sundt at fiksere på at være sund. Mål din sundhed i livsglæde, det er det allerbedste barometer i min mening. Er du glad for at leve i din krop og i dit liv? Kan du acceptere de ting der ikke kan fikses, de gange du fejler og lever mindre sundt end du havde sat dig for, og kan du nyde sund mad for smagen og teksturen i stedet for sundhedsværdien? Så er der nok livsglæde i dit liv og så er du nok sund, vil jeg mene. Sundhed handler i hvert fald om alt andet end bare udseendet har jeg lært, det er en del af det store billede, men en velformet krop er ikke hele billedet på om man er sund. Så mål på livsglæden og hvordan der føles at bo i din krop og lad fanatismen blive hjemme

 7. Har du et godt råd til folk her i jule? Når vi taler jul og stress, kan man gøre sig selv en vældig stor tjeneste at være lidt egoistisk, forstået på den måde at man kan kigge på hvad det er man vil i stedet for at lade sig føre med af strømmen af traditioner og forventninger. Der er så mange ting det forventes at vi gør og deltager i ”for nu er det jo jul og sådan har vi altid gjort!” Mit allerbedste anti-julestresstip er at lave en liste over de ting man bare må gøre/opleve for at man selv føler det er en rar jul og sige nej tak til alt hvad der falder udenfor den liste. Man kan også som familie lave en fællesliste, hvor alle får 1 ting de virkeligt gerne vil have skal være der i december måned.

Har du virkeligt ikke lyst til at deltage i Tante Oda’s store årlige julefrokost den 25. december? Så lad være! Det lyder simpelt men kan være svært fordi vi ikke vil skuffe nogen, men det er ikke sjovt at holde jul hvis man kun gør det for at spare andres følelser. Det er mentalt stressende at skulle halse af sted til æbleskiver og gløgg 15 forskellige steder, hvis man ikke har lyst. Selvfølgelig handler julen også om at give, men her vil jeg være så fræk at påstå at man også skal give til sig selv! Og den bedste julegave man kan få er en december uden stress.

8. Hvad skal du have af spise juleaften? Jeg skal spise det som jeg altid spiser, nemlig en lækker (øko) flæskesteg med almindelige hvide kartofler, brunede kartofler, rødkål og brun sovs til. Og så noget ris a la mande selvfølgelig, men jeg putter meget lidt kirsebærsovs på, for kan egentlig bedst lide den som den er, og kan ikke lide kirsebær. Jeg er sikker på at jeg også skal spise en del juleslik, marcipan, chokolade og sådan noget.

9. Har du nogle planer for 2013? Ork ja masser! Det er jo ikke sikkert at jeg får udført dem alle, men jeg har planer om at udvide Spipas Holistic Health, både online men også live med workshops, foredrag og muligvis behandlinger. Jeg har planer om at udgive en roman på engelsk og ikke mindst en masse planer om at jeg skal meditere mere, dyrke mere yoga og pilates, spise mindre slik (hahahaha jeg prøver lige at sige det igen med alvorlig mine ikke?)… spise mindre slik og være mere sammen med de mennesker som jeg elsker.

10. Hvis du skulle gøre noget godt for verden, hvad skulle det så være? Jeg håber at jeg allerede gør noget godt for verden ved at producere e-bøger og kurser for stressede kvinder, men hvor end man kan hjælpe så er det godt. Hvis man lige kan donere nogle penge til rent vand i Afrika en måned eller hjælpe en ven når der er behov. jeg tror at hvis jeg, hvis vi alle, skulle gøre noget virkeligt godt for hele verden, så skulle vi tage og lære at elske os selv meget mere! Når vi kærligt plejer os selv, vander os selv som en plante, så kan vi spire og gro os stærke og være med til at løfte der hvor der er nogen der ikke løfter så godt.