Godt spørgsmål!

 Det vi kender til Buddha legenden, giver svaret. Når jeg siger ”Det vi kender til”, så er det fordi at Buddha levede for ca. 2580 år siden. I kan forstille jer, at der ikke blev skrevet så meget ned på den tid og hvis der gjorde så er det fortolket om og om igen.

Men legenden siger, at Buddha blev født som en fysisk person, af et fyrste par nær Indien.  Så han var en lille prins. Moderen havde under graviditeten fået forskellige drømme og hidkaldt tre hellige mænd. De fortalte at han kunne vælge to veje. Enten ville han blive en god leder for sit folk, der ville holde sammen på riget og besejre nabostammerne, eller også ville han gå helt nye veje, og bringe åndelige sider frem til mange mennesker. Det afgørende for om sønnen ville vælge den ene eller den anden vej, var om han ville se forgængelighed og lidelse i verden. Hvis dette kunne skjules for ham, ville han vælge regentens vej, hvis ikke, ville han gå den åndelige vej. Hans navn var Siddharta.

Nu vælger forældrene for ham og skjuler alt forgængelighed og lidelse for ham. Han lever lykkeligt i mange år og mangler ikke noget. Visner en blomst bliver den fjernet, bliver en tjener syg, må han helbreds uden for paladset. Så de første 29 år kender han kun til glæde. Så en dag sker der noget. På tre på hinanden følgende dage ser han en meget syg mand, en meget gammel mand og til sidst et lig. Han blev dybt rystet, da han indser, at alle nydelser, alle ejendele og al berømmelse han havde, var underlagt forgængelighed; at intet han havde kendt til, var varigt. Han havde også en fjerde oplevelse, da han så en mediterende yogi, der hvilede i sit sind, mere end i de oplevelser der kom og gik i sindet. Buddha følte, at her var en forbindelse med noget ud over kommen og gåen, noget tidløst og varigt.

Så Siddharta stak af fra paladset for at søge efter dette i 6 år.

Han gik fra lærer til lærer til han havde lært alt, men alligevel var han ikke tilfreds. Han afprøvede askesens vej, men var en dag ved at drukne i en flod, da han ikke havde spist mere end et riskorn om dagen i meget lang tid.

Til sidst slog han sig ned under et bodhi-træ og blev der til han havde nået sit mål. Her sad han i 6 dage.

Hvor alle hans forstyrrende følelser og stive forestillinger faldt væk og han erkendte sit sinds tidløse og alvidende natur: han blev en fuldt erkendt Buddha – én der er vågnet op af uvidenhedens søvn. En oplyst.

Så Buddha er en tilstand. En tilstand, ligesom mindfulness er en tilstand.

Det vi kan lære af historien er, at vi ikke lærer noget af at pakke os selv eller vores børn ind i vat. Så lærer de/os ikke hele sandheden. Før eller siden må vores børn ud og have nogle knubs, det en del af livet og det at udvikle sig. Hen imod at blive oplyst.