I dag var jeg på Nørrebro og da jeg gik forbi Assistents kirkegård mærkede jeg noget trække i mig. Da jeg kikkede over mod muren så jeg den skønneste natur trække i mig. Jeg måtte over på den anden side af muren og kikke.
Der i det skønneste solskin lå en helt særlig natur gemt. Gamle smukke træer. Elsker den fred det er, at komme herind. Et åndehul. Ligesom man kan glemme alt om bilerne lige ude på Nørrebrogade, så kan jeg også abstrahere fra alle korsene på gravstederne. Jeg tænker ikke på død og savn og bliver ked af det. Jeg bliver i stedt nysgerrig på de flotte gamle monimenter “Hvem er dog begravet her? er det en kendt? “osv.
Jeg kikker mere på naturen, årstiden og de smukke lysfald der var i dag.
De smukke blade.
De smukke gamle gravsten, mange med dyreskikkelser på.
Den smukke Egeføj op af en gammel stamme og smukke træstammer
Har du nogensinde en mur, der står i vejen for at du kan se skønheden i verden? Eller hvor er dit fokus?
