I går gik jeg sen eftermiddag på Nørrebrogade, blandt en masse andre mennesker på vej hjem fra møde. Jeg gik i blandt en masse mennesker på vej hjem fra arbejde, studier, juleindkøb.

Pludselig høre jeg en spille fløjte!!!???

Det første jeg tænker er:”Det  ikke kan være garden, der kommer NU på denne tid og de plejer da heller ikke at gå på Nørrebrogade?”

Så tænker jeg:” Det nok musik, der kommer ud af en butik”, men det ligesom kommer nærmere?

Nu er der andre, der vender sig om. Dem foran mig og de smiler.

Jeg vender mig også om og en ung fyr kommer på cykelstien småløbende på et skateboard, med rygsæk på ryggen og spillende på en slags blogfløjte.

Flere rundt om mig vendte sig og smilede af denne her skøre rad eller hvad de nu tænkte? Jeg kunne heller ikke lade være med at smile, for det var egentligt et meget hyggeligt indslag midt i menneske jule mylderet.

Manden så ud til at hvile i sig selv, tror slet ikke han bemærkede, at folk vendte sig om og han bragte smil frem. Trafikken af en cyklister på cykelstien hvor han løb, så heller ikke ud til at genere ham.

Kunne ikke lade være med, at tænkte:” typisk København” og glæde mig over min gamle fødeby. Denne store forskellighed, denne større tolerance,  større accept.

“Du skulle bare vide Fløjtemand, hvor mange smil du bragte frem, TAK for det!”