Her er tre fotos jeg skød af i går, fra vores første sal.

Det viser vores mark, der er blevet høstet og halvballerne, der er i gang med at blive samlet ind inden regnen.

Vi har en aftale med en lokal fransk bonde, der høster et høslæt på vores mark en gang om året. Da vi ikke selv har traktor og maskiner og heller ikke flere geder tilbage. Så det en hel fin ordning.

Vi lærte familien af kende for nogle år siden og det helt klart, at manden som er franskmand, har nogle sjove måder, at se os danskere på. Det faktisk ret interessant, hvordan han nogle gange opfatter os. Men de er bare en super sød og en helt ignnem autentisk familie. Det en selvfølge, at give et stort kram fra franskmanden til min mand, det ikke så ofte man ser mænd gøre det her i Danmark. Slet ikke her ude på landet. 

Elsker også hans dansk/engelsk med fransk afsang, det halvdelen af oplevelsen af at tale med ham. 

Da jeg tog billede, sad deres ene datter og skrålede en sang ud over det hele, højt oppe på ladet. Hun havde det pragtfuldt. Den anden tvilling, styrtede rundt og fandt halmballer med faren og svigerfaren og havde det lige så skønt. Moderen tog imod halmballerne og en anden kørte traktoren. Indimellem skiftes de. Det tog inden tid, fordi de hjalp hinanden og det ikke var så stort et stykke indtil videre.

Men denne far har også et andet arbejde og også sit eget landbrug og så havde han også lige dette job. Ingen så ud til at syntes det var hård eller, at de hellere ville være et andet sted.

Næ! jeg tror faktisk de hyggede sig, for de var jo sammen og hjalp hinanden. Det kunne vi godt lære noget af. Hvis nu flere forældre inddragede deres børn noget mere i hverdagens sysler, så kunne de hygge sig noget mere med hinanden. Ser alt for mange familier, der ikke er særligt meget nærværende, den tid, de sammen med deres børn. De lever i to adskilte verdener. Børnene foran tv’et eller pcéren og forældrene i deres voksen liv. Selvfølgelig kommer der en tid hvor de to tvillinge tøser med deres store kastanjefarvede krøller bliver teenager og vil noget andet. Den tid den sorg. De her var sammen i nuet. Det det her, med at være tilstede i nuet, både for os selv, men også for vores børn, der er så vigtig for vores allesammens udvikling. 

En autentisk familie syntes jeg også kan kendes på at de er passioneret, det er franskmanden når det gælder landbrug, især økologisk landbrug. De nærværende, de glade og virker tilfredse. De er i nuet og lever livet imens det er. De har også tid nok(jeg er sikker på, at de har rigeligt, at lave alle sammen), men de giver sig tid, til f.eks. en god snak. Altså igen, de plejer deres forbindelser. Hvor mange stressede familier rundt om i landet ofte må nedprivaterier kontakten til deres venner. Kender I ikke den med, at ens veninde siger” Å nej, så skal vi også bruge søndagen på at besøge dem og dem”. Jeg tænker tit, når jeg høre sådan noget, “Så drop det/dem dog” eller find nogle, at være sammen med som du vil glæde dig til, at skulle besøge.