For et par år siden begyndte jeg, at trække et års tarotkort. Man kan sige, at det er blevet et af mine nytårs ritualer.

Faktisk har jeg ikke så meget forstand på tarotkort, det vil jeg gerne indrømme helt fra starten af. Jeg har dog tre sæt her hjemme, men mest fordi jeg syntes de er så flotte.

Selve ritualet

Jeg sætter mig et sted uden støj. Blander kortene og sidder lidt og mediterer.

Når jeg føler, at der er ro på trækker jeg det kort, der tiltrækker mig mest. Jeg har selvfølgelig bagsiden opad, så jeg ved ikke, hvad jeg trækker.

Jeg har heller ikke i forvejen, gjort mig nogen forestillinger om, hvad jeg ønsker om 2015. Jeg er bare åben og nysgerrig. Jeg siger indeni til mig selv: ”Jeg trækker et kort for det kommende år, 2015”.

Kortet står så hele året synligt på mit indendørs ”alter”.

Hvad det gav mig af indsigt

Sidste år trak jeg ”eneboeren” og må indrømme, at jeg vist udbrød ”Å fuck”. Men ved nærmere læsning i den bog, der følger med det sæt kort jeg sad med, så var det faktisk ikke så slemt.

Der stod f. eks, at eneboeren skal ind og dyrke sit indre for at finde lyset. Det kræver, at man ikke har noget uafklaret liggende fra fortiden. Når det er gjort, så står der: Aksene modnes, og frugterne af hans hengivelse til sit indre selv åbenbarer sig. Kornet kan høstes og deles med andre. Den, som har fundet sin egen virkelighed, kan dele forvandlingens oplevelser med andre søgende.

Det vil jeg give ret i. Jeg startede mit firma sidste år, hvor jeg bestemt også deler ud af egne erfaringer, men også bevist hjælper andre til, at finde deres helt eget personlige lys.

Jeg troede da jeg trak kortet, at jeg lige så godt kunne gå ind i en hule og sidde der i yogastilling resten af året. Men nej, jeg har bare fået et helt andet forhold til det, at være alene indimellem. Faktisk så meget at det bestemt er noget, der skal sættes tid af til i kalenderen.

Da jeg var barn var jeg bange for at være alene. Jeg kan huske, at jeg talte højt til hunden, hvis jeg skulle være alene hjemme et par timer. Som ung blev jeg meget rastløs, når jeg skulle være alene. Så brugte jeg det, at besøge nogle eller have besøg, nærmest dagligt. Som voksen har jeg fået et meget mere afslappet forhold til det. Det sidste år her med ekstra fokus på det, har jeg fået en helt ny forståelse af det. Noget med, at jeg er blevet bedre til, at mærke efter om jeg har lyst til fællesskab eller bare har lyst mig selv. Jeg har fået mod til både, at kunne fravælge og vælge til. Alt efter mit behov og min energi. Det føler jeg faktisk en stor glæde og frihed ved.

Måske du selv kan bruge det, til noget i din hverdag?

De mærkelige tilfældigheder

I år har jeg trukket ”De 7 stokke”, der står for ”Tapperhed”. Det jeg meget spændt på, hvad det vil indebære?

I beskrivelsen til dette kort stod der: Studer Don Juans beskrivelse af en mageløs kriger i Carlos Castanedas’ Resten til Ixtlan.

Den bog havde jeg læst for 20 år siden, men nu er jeg så i gang med den igen. Jeg syntes faktisk, at jeg forstår den bedre nu end dengang. En kriger har 5 ”åndelige” principper han skal lære i denne bog.

Det mærkelige er så, at jeg forleden morgen får en mappe i hånden af min mand. En han har fundet under noget oprydning. Jeg sidder lidt og bladre og støder på 15 håndskrevne sider, som jeg engang fik af en gammel god ven, der i en periode lærte mig noget om lægeurter.  En hel masse urteopskrifter, et sagn og nu kommer det ”De 5 principper”. Så nu fik jeg dem lige igen. Noget en allerede ville lære mig for 20 år siden! Så du kan tro jeg bestemt tager dette alvorligt.  Jeg er sikker på, der er en god besked til mig i alt det her.

Mere vil jeg ikke afsløre i denne omgang.