Juli måned hed i gamle dage “Ormemåned”. Måske fordi det ofte var så varmt, at der gik orm i kødet. Eller fordi, at vores “Danske orme” (stålorm, hugorm og snog) godt kan lide at komme frem og ligge og varme sig i solen på en varm sommerdag.

De “Danske orme” er vekselvarme og har brug for solens energi.

Det har vi mennesker også. Vi danskere har sukket efter solen efter en våd sommer i 2017. I år har vi så allerede fået meget mere sol, end vi havde turde håbe på.

Øv dig i sommerferien

Juli er også en rigtig sommerferie måned. Jeg har dog ikke ferie før august,men jeg har været rundt og “indsnuse” sommerferie stemningen forskellige steder i det danske sommerland, for eksempel Hornbæk, Gilleleje og i København.

Hver sted har jeg sat mig ned og iagttaget livet omkring mig uden at dømme, bare været der med det der er. Det vil jeg godt opfordre til, at man øver sig på. Sommerferien er en oplagt mulighed.

I stedet for, at dømme dine omgivelser, så øv dig i at være opmærksom tilstede eller Mindful. Faktisk har vi ofte et tankemylder om alt muligt, der ikke altid har hold i virkeligheden. Når tankerne dukker op (der ofte er styret af vores følelser), så prøv, at forholde dig neutralt. Øv dig på, at følelserne ikke skal styre dig. På den måde vil du heller ikke være så nem at manipulere.

Det kan også være dømmende tanker omkring dig selv. Hvilket er med til at give dårligt selvværd.

Du kan tænke over, hvor dine foredomme kommer fra. Er det i virkeligheden din mors stemme du hører og bare har overtaget.

Et mindfulness princip

Indenfor mindfulness er der et princip, der kaldes “at være dømmende” eller “ikke dømmende –  ikke vurderende”.

Det tager alt vores energi og dræner os, at være dømmende, derfor er det sundt, at gøre noget ved det.

Vi burde alle arbejde på, at blive bevidste om, hvor meget tid vi bruger på at dømme og dele alting op i godt og dårligt. Læg også mærke til, hvornår du gør det. Mange gør det hele tiden. Næste skridt er, at forstå, at det hindrer os i at forholde os åbent og modtageligt overfor nuets muligheder.

Vi skal heller ikke hoppe på mediernes måde, at manipulere os til, hvad der er godt og hvad der er dårligt. Som om mediernes eksperter er vores “far og mor”, der skal bestemme hvad vi skal mene om det ene og det andet.

Naturen er uden krav og fordømmelse og det er derfor mange søger derud når de har det skidt. Her føler de sig befriet for alt den ræs med at dømme hinanden.

 

 

Vi skal hele tiden bedømme andre

Når min bil har været på værksted, eller jeg har været til samtale i banken så får jeg en SMS. Her skal jeg bedømme, hvordan personen jeg har talt med har været. Jeg nægter, at svare på den slags. Hader, at folk hele tiden skal dømmes eller bedømmes. Jeg ønsker hellere en verden hvor vi ser hinanden, som de personligheder vi er uden at give karakterer.

Hvis vi bare lader os styre af domme, vurderinger og manipulationer så bliver vi som et gennemhullet klump kød, som ormene har været i. Det er noget slatten noget. Istedet må vi lære at være lidt mere neutrale, hvilket ikke er ensbetydende med at vi ikke har en mening eller holdning. Men vi bliver personer, der ikke bare lader os styre i en bestemt retning.

Sådan undgår du at blive tappet for energi

  1. Bliv opmærksom på, når og hvornår du dømmer- sæt en time af engang imellem, hvor du lægger mærke til dine tanker
  2. Forhold dig neutral til dine tanker- det kræver, at du øver dig igen og igen
  3. Læg mærke til om nogle udefra prøver at få dine tanker i en bestemt retning- forhold dig neutral og observerende